Du vækker mig om morgenen
ved at bryde ind ad min dør,
måske kravler du gennem nøglehullet
eller ind ad dørsprækken
eller også går du bare gennem døren
uden at bekymre dig om
at den er lavet af træ
og låst aftenen før
efter jeg sagde godnat.

Stille lister du hen
og lader mig vågne
ved overvældelsen af din skygge
før du indtager min seng
som en ubarnhjertig erobrer
mørket i rummet blandes med
et sitrende lys der siver ind
bag gardinets skjul,
din ankomst varsler dagen
som en stor plastisk sol.

Det er ikke ild der brænder på min hud
det er ikke glødende sand
eller ophedet asfalt,
det er din furiøse kulde
når du indtager mig
som et besejret land
der ligefrem nyder sit fald
ved tanken om hvordan
indtagelsen af kysten tager sig ud
i sitrende silke og afklædte tanker.