Jeg trækker mit hoved langsomt ud af mit sneglehus
Jeg går ensomt langs gaden
hvor folk færdes rundt
voksne træder på mig ubarmhjertigt
mens børn kaster sandstenene på mig
sandet breder sig i min mund og dræber mig med hosten
de håner mig med deres ord
Jeg går min vej
lader stilheden være min talsmand
Jeg trækker mit hoved ind i mit beskyttede lag
lader tårnene få frit løb
Jeg minder mig selv om, at så slemt er det heller ikke
folk beskylder mig for at være uanseelig på grund af min længde
og ubegavet fordi jeg går rundt uden nytte
selv mine folk der færdes rundt som en flok soldater om foråret
kalder mig for grim og skammer sig
fordi jeg altid står i vejen
Jeg kan ikke forstå
hvordan Jeg blev båret af en lille hånd engang
der kendte til skyldigheden og passede på mig som sin lille ven
for Jeg er kun en lille grim snegl
eller måske er jeg ikke?