Jeg er engleagtigt drømmende
når jeg sidder og ser ud på tagene
formentligt eksisterende hvidt.

Himlens pastelfarvede konfrontation
er i sandhed til syne
mens jeg siver fra verdensrum til notesbøger,
bliver væk i visse tanker om store, porøse fugle.

Græsset på plænen har samme farve
som dybden her om vinteren,
jeg trækker mig til tilbage en stund
og tænker på en afdød epoke,

en æske med minder, en gammel elsker
som prompte gav mig blomsternavne
knitrende i bløde fibrer.

Det er ikke umuligt at jeg kunne have
været langt oppe mellem skyerne nu
hvis jeg havde turdet give efter,

tage afstand med alle disse
usynlige blå konventioner.

Jeg tænker så tit på hvad jeg lærte
om himlene og havet...