Måneskinnet misunder mig;
natten går bag mig
klæder sig af stille
Med mig er stranden glad
sammen smiler vi stort til mågerne

I mine arme er de hvide edderkopper
ved at spinde deres spind,
for de små insekter
tiden er en tynd linje ved min hals
vil tage de nyforelskede
de aldrende eller de sukkende
mennesker med til drømmenes land

selvom mit fotografi er tilbage på stranden
er jeg en ædel prinsesse, tag ikke fejl
det hele vil ikke ses, måske det halve
af en måne skitseres for de der ser
på sorte sedler i deres hjerter
af mine krystalliserede blik

jeg vil søge flygtige vidder
tag alle sandsynlighederne med
i dine gamle hårdhudede hænder
lad os gå til vandets lands