Da hun vågner, er hun blevet frælst
konturerne i rummet er nu
blødere end inden søvnen.

En kort intens drøm har givet hende
barndommens håb tilbage,
minderne dukker frem fra mørket
og er nu ikke længere farlige,

der er en vej,
der leder udenom fortabelsen.

Silkevægge tilgiver alle afsagn,
de transformerer
reflektionen fra en solstråle
om til en hilsen fra en elsket ven,

mens gardinerne vejrer i stilheden
kan jeg høre livet synge
sygeligheden bort,
jeg tæller med et lille smil
alle fibrene i loftet,

hvidheden skal være min nye vej,
for hver gang en engel
går bort i fortabelse,
fødes en ny
af hendes øjnes skønhed.