Nøgternt inspicerer jeg skyggernes verden. Kan ikke genkende rummet efter rejsen. Er forvirret. Den fjerne verden er kommet alt for tæt på. Truende. Har lært for meget om dens omfang til at føle mig hjemme nogen steder. Alle grænser er brudt.
Føler mig ikke tryg når jeg er hjemme. Føler kun ro når jeg er i bevægelse. Mit flygtige sind er en evigt rejsede. Tårerne flyder banalt.
Jeg søger fikspunkter i tankernes hulrum. Er blevet afhængig af den befrielse jeg finder ved at søge mod et nulpunkt. Kun her kan jeg glemme toppene af alle de bakker jeg gennembryder i universets dunkle sindslandskab. Jeg ser fjernt ud af vinduet, spejdende efter en efterstræbt intethed. Gult lys gennemtrænger beskidt glas. Kvalmende. Dansemyg en stille juliaften skræmmer mig med deres organiske liv. Fjernhed rager i træernes undertoner. Glider ud i horisonten i dvaletilstand. Verden er uendelig fjern i sin sindsnedbrydende konstanthed. Neurotisk universelt virkelighedstab. Hjemsøgt landsbyidyl. Dette er min barndomsverden.
Føler mig ikke hjemme her i udkanten af verden. Lad mørket komme til og gennembryde tiden. Lad evigheden dø og smerten florere. Virkelighedens abstrakte sygdom.