Hører larmen sive gennem bevidsthedsporten fra et fjernt sted. Det er ikke menneskene men selve rummet der tager over. Det sortner for mig mellem tunneldybe åndedrag.
En verden til forskel fra tanke til tanke. Parallelle sansninger af et splittet nu. Den reelle verden er et sted bag mine dybtliggende ideer. Ideerne er endnu ikke helt bevidste og svæver et sted i larmen.
Jeg visionerer om et manifest så klart og vredt at det senere vil fuldbyrde min selvopfattelse. JEG HØRER LARMEN. Men den forbliver fjern og så silkeagtig og dump at jeg stadig blot hengiver mig til den i stedet for at blive den. Jeg vil være larm der filtrerer fortrængningerne fra nuet og markerer hvad tiden hungrer efter bag alle de borgerlige hæmninger. Jeg har et ætsende hjerte af anarkistisk ild der blusser op imod den indestængte taktfasthed. Konservatisme i det iltfattige blod på disse folk der bare forestiller liv. Fantasi om opløsning. Jeg vil stå op hver morgen og sanse til mit manifest pludselig er klart. Og jeg vil bryde de smerteligt opspundne normer. Jeg er et manifest af tidsløs poesi der sætter tidens fortrængelser på plads i bevidstheden. Jeg vil nedbryde alle mure og lade nuet indtage rummet. Jeg er et manifest i tiden der er spildt i larmende fjernhed. Jeg vil overdøve larmens larm.