Hør min elskede:

ambulancer i det fjerne,
og vi to skal aldrig
ses igen.

Den tunge asfalt
samler sig omkring mig
som en ubrydelig mur,

jeg dør lidt hver dag
for mindet
om vores første og eneste
dag midt i livet,

dør for drømmen om
at dø i uforlignelig skønhed
for øjnene af livet,
for øjnene af livet i din stemme,
livet i din krop,
dit altings
besættende utopi.

Vores hermetiske verden var:
en uigennemtrængelig kuppel
af koncentreret passion,

men her hører jeg kun
sirenerne i det fjerne
alle lyde er tilstoppede
af folks fatale blindhed
deres smertende påtagethed,

og mellem lydene er
en kvælende stumhed
af iltfattig luft,

jeg bliver så svimmel
af denne
uegentlighed
- den påtagede
upperclassharmoni,
en skjult destruktion,

her er ingen levende væsener
kun tilslebne fortrængelser,
minder om døde ungdomme
alle tilpasset samme form for
- social ingeneering -
jeg vil væk fra
de stumme lyde,
væk fra larmen
som runger gennem afstanden...