Dine stille tårer er
ubetydelige i mit hav af trods,
min modvilje stikker igennem
uretfærdigheden som en mur af
sort uigennemtrængeligt had
som ingen kan bløde op,
jeg hader, hader, hader,
og det bliver min redning tror jeg,
for nu vokser jeg op
og bliver en rebelsk sort svane
i en sø af blussende ild
mens jeg smiler saligt sarkastisk.

Ihærdigt søger jeg ægtheden i ondskaben
for jeg vil se den lige i øjnene
bide krigerisk af den
og kysse den knejsende sarkastisk
stolt over mit eget vågemod,
jeg elsker at se mig selv smile på denne måde
og at se nutiden græde
over dets blottede afmægtighed.

I et nu vil jeg søge mod følelsen af
at være fuldstændig blottet
for selvbehærskende løgnagtigheder,
jeg er i centrum af verdens
dystopisk glødende sorgens ild,
jeg jeg æder det hele
råt og med bidsk passion,
et orgie med min verden som nu
er determineret af mit frie valg.