Kaffekanden nærmer sig med ubønhørlige bønner og atter en gang samler jeg vor ærede atombombe i evighedens brutale puslespil, jeg fisker forgæves efter uvirkelige meteorolger, thi de forstaaer sig i sandhed ikke paa noget som helst og saa kan dette jo i grunden være godt det samme, men det er det vel i grunden ikke? Jeg bliver helt perpleks over deres mumlen i munden paa hinanden, jeg kan ikke se skoven for bare tæer og pløjemarken svinder ganske hurtigt af syne, og dette skrift forpuster mig ganske mens kaffekanden staaer og aander mig i nakken, jeg retter lidt paa frakken og flyver derfra paa ryggen af den fjerneste papegøje som egentlig kom ganske belejligt, men billerne vil dissekere mine holdninger og frøken hyttemeier undervise i russisk krigsdans fra det tredje aarhundrede mens bogfinkerne er helt og aldeles ligeglade med disse i al særdelshed uvæsentlige kendsgerninger, og saa kan resten jo bare være ligemeget for, fiskene er meningen forsvundet og genaabnet med helt friske lukketider paa køl, og alle disse jakkesæt som ligger i kø ude ved døren er for underlige men ellers ganske velsmagende, punktum.