Jeg har en perlekrans.

Da jeg fik den, var hver perle lysende og klar.

Nogle grønne, som håbets farve.
Andre røde, som morgenrødens skyer.
Nogle blå, som stille skovsøer.
Andre hvide, som de første snefnug.

Alle perlerne er der endnu, men de fleste har ændret både farve og form.

Langsomt har de mistet deres glans, er blevet matte og mørke, et par helt sorte.

Umærkeligt har omridset ændret sig, så de nu er dråbeformede, som tårer på en snor.

Enkelte har bevaret deres glød og form.

Ganske få.

Bare et par stykker.

En af de sidste blev sort på en eneste nat.
En lang nat.

Perlen var gammel.

Den var stor.

Den havde længe haft en meget fremtrædende plads på kæden.

Nu er den lille.

Hård og mat.

Det bliver vanskeligt at gøre den smuk igen.

Måske umuligt.

Der er snart ikke flere perler med det oprindelige udseende tilbage på kæden.

Og de ændrer sig nok også på et tidspunkt.

***

Det er med perler som med drømme.

De begynder i det små.

Som et sandkorn.

Som en tanke.

Hvis de får den rigtige pleje, vokser de sig store og smukke.

Perler skal have varme fra huden.

Drømme skal have varme fra hjertet.

Begge dør, hvis de ikke får næring.