Fra min udsigt ved vinduet
overvejer jeg halvt bevidst
om regnen er en realitet
eller blot en følelse i sindet

helt tavs ser jeg skyerne på himlen
og observerer menneskernes ansigter
mens de hverdagssløvt
lægger gader bag sig
gennem byen, gennem rutinerne

er det begyndt at regne
eller er det en vision
der trykker for mit øje
og slører mit udsyn
som var regnen i gaderne
en forlængelse af
en identifikation?

jeg har mistet evnen til
at genkende vejret derude
kan ikke give slip på
mit alt for tunge sind
jeg ser at der går folk
med paraplyer i gaderne

dette burde overbevise mig
men jeg bliver ved
med at tænke dagen indad
måske regnen tidens tanker
byens psykosomatiske træk
som får folk til at tro

at det regner fra den tågede himmel
som det regner fra sorgfulde sind
en teldens til melankoli
i et identitetsløst årti