Når stormen har lagt sig
og regnen hørt op
så tør jeg vel tørre
min halvdøde krop

Men smerten fra grenen
som ramte min sjæl
har lammet det hele
fra hoved til hæl

Grenen som gav mig
det voldsomme sår
var ej vindens værk
men savet med skår

Med skår af den glæde
jeg glemte at gi'
den glæde du fik
da han gik forbi

Han fjernede grenen
og tog den så med
jeg prøver at nå den
derude et sted

Du ta'r mig i hånden
og hvisker: Min ven
la' ham blot ta' den med
den er visnet igen

Dit træ står jo her
så smukt, som i går
og blomstre igen
når det atter bli'r vår