Hvor gemmer barnet sig
som du holdt i hånden,
hende med de lyseblå øjne?
Hvor gemmer den tid sig
hvor vi legede stumt
på skovens blide bund?
Jeg plukkede duftende anemoner
dansede foråret smukt i tidsløshed
og fik græspletter på kjolen.
Ingen proklamerede da
at jeg skulle syne hen blandt
alle disse tunge tanker
fra underskovens sorte muld
hemmelighederne der blev
fordrejet til kolde facts
og mig der blev kvinde.

Nu klædt i rødt og
faret vild i skovens indre
søgende kernen af besættelse
dristigt sansende månen deroppe
og Mars uden frygt.
Blottet lyst til skovens mørke
dens kroppe, dens udfrielse
et længe efterstræbet klimaks
og mellem de opadstræbende stammer
aner jeg det rødglødende lys.