Jeg snor snørklede planter med mit hår
dine hænder spinder et mystisk nattespind
vi sanser ikke længere klart.

Sanser mørkelyde mod mit udspedte sind
de breder sig langs himmelbuen
som en kat der kælent snor sig
rundt om sin egen markedere skygge
i en sensuel midnatsballet
et sted i en måneoplyst baggård.

Vi indtager mørket så autentisk
at vi bliver ét med selve sfæren
idet vores kroppe kolliderer blødt
og forløsende klokker ringer i det fjerne
som en bæk der risler
med tusindvis af toner
mod blodfyldte, dirrende læber
og du hvisker mig ting
som beskriver nattens boblende smil.

Vores ellers så metaforiske jargon
bliver pludselig direkte
sådan som du knejser over mig
og forløser tid og rum
til en høj, æterisk verden
der strækker sig milevidt
rundt på sengens silkeareal
vi er planter der hastigt gror
midnattens euforiske sanseorganismer
næsten religiøs intensitet.