Inden i mig er der en lille prik,
der gør ondt, som om noget vil ud.
Prikken svulmer, som om den vil sprænges.
Det føles, som om også noget vil ind i den prik;
men den gør sig lille og hård - ingen adgang!

Skyer driver over himlen mættede med vand,
men de giver ingen regn.
Tågen løber langs jorden,
og det er ikke til at finde vej.
Jeg bliver våd i ansigtet og kold i hele kroppen.
Mine tanker løber i ring og bliver til ingenting.
Imens lysner dagen,
og jeg finder mig selv i et fremmed land
med bjerge af vanskeligheder og ukendt højde.

Regnen fra en skyfri himmel fylder søer uden bund.
Jeg ser ulve på sletterne og ørne i luften,
da solen bryder frem i den østlige horisont.
- så kender jeg da ét verdenshjørne, eller gør jeg?
Mosset gror på træernes vestside.
Træerne bøjer sig,
er vokset skæve af den evige østenvind.
Noget stemmer ikke.
Der er rod i verdenshjørnerne.
Jeg ved ikke, hvor jeg er.

Jeg vil ud, men også ind. Jeg vil ned, men også op.
Står stille i min eksistens.
Man må veje fordele og ulemper.
Men vil jeg skydes eller hænges,
druknes eller brændes?
Jeg ser ingen muligheder i dette.

Månen har byttet rolle med solen
og lyser nu mere mat.
De regnvåde gader danser for mine øjne
til lyden fra en skotøjsbutik,
mens en mur glinser i lyset og spærrer min vej.

Jeg tænker på bøger, jeg har læst,
og på ord, jeg har hørt, men intet ligner,
for i denne nat flyver ingen fugle,
og luften er uden lyd.

Det bløder fra et sår i mit bryst,
men det kan ikke ses.
Det græder inden i mig, men udenpå er jeg tør.
Mit hjerte hamrer, som mangler det plads,
men intet kan høres.
Mit hoved dunker af smerte, men ingen mærker det.
Mit hjerte knuges, men ingen ser det.
Jeg har onde drømme om noget, der ikke findes;
jeg bliver våd af en regn, som ikke er.

Slås ihjel af en fare, ingen kender.