Kan svagt huske
at der er noget smukt
på den anden side af vinteren:
blændende forårslys efter vinduespudsning
i sommerhuset, vi var for nylig
ankommet efter vinteren
stadig små bunker sne
rundt omkring i grøfterne
med vintergæk og krokus stikkende op
spæde og fine med uendelig stærke
og krampagtigt fastholdende
håb om vækst, forandring
som en livsårsag
en grund til at eksistere
og måske er det derfor
jeg altid smiler så inderligt
når jeg ser en vintergæk i haven.

Musik i baggrunden
erindrer for mit øje
kulisse fra netop den dag
et fint men altoverskyggende sollys
der falder på det lag af støv
der i vinterens løb
har lagt sig over møblerne i huset
en buket visne blomster
fra sidste sason
markerer erindringen om
en sommer, en oase
med harmoni, grøn fordybelse
det uskyldiges ligefremhed
evnen til at leve
rigtigt i nuet, lade sorgerne bag sig
nu kan jeg blot mindes
sådan en dag med længsel
før jeg for alvor bliver voksen
fravristet min barndom
aldrig udlevet til fulde.

Det var vistnok tæt på påsken
jeg havde levet bag min rude
som en ufødt foster
hele den formørkede vinter
et foster indtil genfødslen indtraf
indtil solen fiskede den forkullede sjæl
op fra kroppens livsrester
vinterens legemlige
efterladenskaber
blødte restløsheden op
med sin varme, sang dybt i mig:
"Jeg vil male dagen blå"
og jeg gik ned på stranden
for at sprede mine arme ud
og indfange de klare dybe farver
imens vinden flettede mig
varsomt ud af depressionen.