som den første sol der fanger den vinter hvide hud
fanger du mit hjerte i et øjeblik
og som følsomme øjne der misser mod det skarpe lys
krymper det sig for ikke at blive blændet

som kronbladene på de tidlige vilde blomster
åbner du dig op for mig
og som mørket lader sig fortrænge af lyse dage
smelter den sidste rest af is i hjertet

som vandet æder det sand der brændte vores fødder
æder sjælene sig ind i hinanden
og lader sommerens hede trænge helt ind under huden
hvor den fortærer al sund fornuft

som et vissent blad forkrøblet og brændt af solen
efterlod du mit hjerte
og som kolde kroppe der skutter sig i blæsten
krymper det sig nu for ikke at gå itu