Han satte sig ved bordet og kiggede på mig.
"Det her bliver ikke ved med at gå". "I morgen tager han i skole og sådan er det". "Ja, hviskede jeg, velvidende, at det ville blive en kamp. "Jeg orker ikke det her mere" "Du er alt for blød". Jeg prøvede at ignorere ham. Jeg havde for længe siden opgivet at prøve at sætte ham ind i, hvad der foregik inde i min søns hovede. Selv forstod jeg det heller ikke altid, men jeg var ikke i tvivl om, at min søn havde en fjende og den fjende, var ham selv.