Brevet kom med posten to dage senere. Hun kunne genkende skriften med det samme, og flåede kuverten op i en blanding af frygt og håb om forløsning. Hun læste linierne igen og igen, uden rigtigt at forstå hvad hun læste... Farvel... undskyld... jeg er en kujon med en stakket frist... tilgiv mig... uhelbredeligt syg...
Hektisk flakkede hendes øjne over de håndskrevne ord i et forsøg på at danne mening, men kun en følelse af fortabthed og ulykke trængte sig igennem. Hun var ikke parat til denne besked, men kunne heller ikke klare uvisheden længere.
I sidste to døgn havde været et helvede. Ingen søvn. Tankemylder. Bekymringer. Angst. Og en lang række af løgne i hendes afmagt. Uvidende om hvor han befandt sig, som hun dækkede ind med søforklaringer overfor børnene og andre, der ville vide besked.
Hun tænkte på forrige gang hvor han var forsvundet og ikke gav lyd fra sig i over en uge. Hun væmmedes ved tabuet, som hun selv dengang havde opretholdt ved inderligt at forsøge at virke som om alt var i den skønneste orden. At hun stædigt havde holdt fast i at alt var ok, da han ikke var dukket op til hans egne forældres sølvbryllup. Og nu havde hun gjort det igen. Spist alle af med gode forklaringer på, hvor han var og hvad han foretog sig. Hun var god til at opretholde facaden. Selv børnene kunne hun berolige ved at sige de rigtige ting.
Hun skammede sig. Hvorfor er jeg sådan en idiot? Hvordan kan jeg dog leve med mig selv, når jeg fylder mine egne børn med forrådelse og løgne? Hvorfor insisterede jeg ikke mere ihærdigt på at han skulle søge hjælp? Stilte ham et ultimatum? Og fremtiden, den nære fremtid, hvor alt skal rystes og hvivles ud i det åbne lys... Hvordan skal jeg dog klare det?
Hun satte sig tungt ned på stolen og tog sig til hovedet. Læste brevet endnu engang. Uvirkeligt, katastrofalt. Han var forevigt væk nu. En indre vrede rettet mod sig selv og ham, ulykkelige tårer der ramte køkkenbordet, desperat og uden evne til at være rationel. Dyb sorg og bitterhed, og frygt og skam i en stor forenelighed.
Da hørte hun nøglen i nøglehullet og døren gå op. Tasker blev smidt i entreen, og to glade stemmer, der nærmest i kor sagde " Hej mor..."