Hvor lang tid kan et menneske holde på en hemmelighed, inden han eller hun bryder sammen? Ikke fysisk, men psykisk... ikke synligt, men skjult... jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke ville vide det. Det var måske også det bedste.
Jeg var vant til at kunne dele alt med ham, men dette var umuligt. Det var simpelthen umuligt, og jeg kunne mærke hvordan mine følelser nærmest gnavede i indersiden af mit kranie. Anders gik ved min side, kun iført et par slidte cowboybukser, og sin jakke af kunstig læder. Håret var klippet kort, men af ren vane gik han stadig og strøg et par usynlige hårstrå væk fra øjnene. Under læderjakken havde han en gullig tank-top, med sporadiske pletter fra morgenmaden, uheldigt placeret i jakkens åbning. Sippede folk ville finde det useriøst, men mig gjorde det ikke noget. Absolut intet.
"Vil du med i parken i aften?" spurgte han henkastet, da vi stod ved krydset mellem Blichersgade og Agervej. Normalt var dette kryds trafikeret og fyldt med folk der gik forbi hinanden, mens de talte i deres mobiler, men denne aften var der forbavsende stille. Jeg vendte blikket væk fra krydset, og fik øjenkontakt med Anders. Han kiggede på mig med sine beregnende brune øjne, der lignede små kastanjer på en frossen sø. Han ventede utålmodigt på mit svar.
"Selvfølgelig" svarede jeg endelig efter nogle sekunder, der føltes som minutter. "Selvfølgelig kommer jeg".
Han vendte blikket tilbage mod krydset, mens hans ansigt flækkede på midten i et tilfreds smil.
Jeg vendte derimod blikket mod mine fødder.

Vi elskede begge parken på denne tid af året. Brune blade fløj rundt, mens de mindede os om at intet i livet varer evigt. Intet varer evigt, og hvis jeg fortalte ham min hemmelighed, så ville vores venskab i den grad heller ikke være noget der ville varer evigt. Anders kom fra et strengt konservativt hjem, med strenge normer for hvordan mennesker skulle omgå hinanden. Han var blevet opdraget til at elske folk som den smukke, men langsomme, Sophia fra parallelklassen. Mig derimod, ja jeg elskede ikke folk som Sophia på den måde som han gjorde. Jeg elskede på en helt anden måde. En måde som Anders med sikkerhed ville synes var forkert, forskruet og en synd af de store. Jeg kan huske min første seksuelle oplevelse som var det noget der var sket i går. Jeg husker, hvordan Maria havde kastet et skuffet blik, der sagde mere end tusind ord. Hvordan hun senere havde fortalt de andre i klassen, hvor dårlig jeg var i sengen. De mange ydmygende blikke fulgte mig stadig uanset hvor jeg befandt mig. Kun Anders havde stået op for mig. Piger var ik' noget for mig.