Jeg betragtede min ven finte med bolden og skyde den ind mellem målmandens ben, så den trillede ind i målet. "Sådan sønnike!" Brølede hans far, som sad over ved bænkene ved siden af mine forældre. Faderen var en mellemhøj, spinkel mand, som bar briller foran de lysebrune øjne, hvor lyse hårtotter strejfede øjenbrynene. Ved siden af sad konen, hvis røde hår var sat op i en knold. Hendes skovgrønne øjne ulmede af stolthed bag halvbrillerne.

Ebbe havde sorte krøller, der indrammede et solbrunt ansigt, hvis himmelblå øjne strålede. Han havde aldrig haft behov for briller. Jeg så over på mine forældre, som sad nogle pladser væk fra hans forældre. Far vinkede til mig. Hans tykke, mørke hår var samlet i en hestehale, så hans himmelfarvede blik havde frit udsyn til kampen. Han skævede til Ebbe's mor, der et øjeblik mødte hans blik, før de så væk. Igen vandrede mit blik over til Ebbe. Samme brede pande, høje kindben og lige næse. Kan det virkelig passe? Tænkte jeg og betragtede min mor, hvis smil strakte fra øre til øre. Det lyse hår flagrede i den lune brise. Mine hænder blev knyttet, så knoerne blev hvidlige i det min mistanke voksede.

Far havde fundet mobilen frem og tastede noget på knapperne. Ebbe's mor foldede sin klaptelefon ud og blinkede til ham. Hun rejste sig op og sagde noget til sin mand, der nikkede. Hans mor smuttede ned af fodboldbanen, men gik ind mellem træerne i læhegnet. Jeg stoppede bag et træ og kastede et blik rundt om den tykke, grå stamme. Hun smed sin jakkede med den forede hætte og trak blusen over hovedet i det en fast barm kom til syne og afslørede to mellemstore bryster. En gren knækkede og min far viste sig. Hans hånd kærtegnede hendes flammende kinder og løsnede håret, så det faldt ned over ryggen. Deres læber mødtes i et par flygtige, hastige kys, som blev dybere og dybe.

Livremmen klirrede, da Far smed den fra sig og knappede hendes bukser op. Han løftede Ebbe's mor op og pressede hende ind mod et lavt træ i det hans manddom for ind og ud mellem hendes ben. Jeg dumpede ned på jorden og bankede baghovedet op mod stammen, mens jeg hørte dem stønne. Stakkels mor. Det her kommer hun sig aldrig over, udbrød en stemme i mit hoved. Jeg var ikke et enebarn mere. Men inderst inde havde jeg altid vidst at Ebbe ikke bare var min ven.