Sytten. Tårerne sprinter om kap ud af øjenkrogene, mens den sugende fornemmelse i maven stiger smertefuldt eksponentielt. Fjorten. Jeg vil skrige i chok, men da jeg åbner munden, lammer den hylende vind mine stemmebånd og udspiler istedet mine kinder. Ti. Min panikslagne hjerne synes stadig, at mine fødder i de beskidte gummisko står på betonen. Syv. Men istedet vrider min krop sig hjælpeløst som en førerløs drage i den perfekte storm. Jeg fortryder. Fire. Vil det gøre ondt? Adrenalinen gennemsyrer min krop, mens mine fingre famler efter et imaginært holdepunkt. To. Asfalten flyver imod mig, etagerne slipper op, jeg sprang...!