Følelsen af at ligge og græde. Ligge og tænke på alle de minder man har. At smile, men græde så meget, at ens øjne drukner i vand. Hjertet drukner i smerte, fordi alle stykkerne er separate. Hjernen slår fra og har ondt. Kroppen er tung og synker længere og længere ned.
Tårerne falder lydløst, åndedrættet er tungt men stille. Det hele er en hemmelighed, det er for svært at snakke om. Man holder det for sig selv.

Solen var på vej op og endnu en dag skulle til at starte. Jeg havde ikke fået noget søvn igen i nat, men stod op uden at se mig tilbage. Jeg førte børsten gennem mit lange brune hår og kiggede på mig selv i spejlet, igen i dag skulle der et overdrevent brug af consealer til, bare for at gemme på sandheden. Inden jeg gik nedenunder, sørgede jeg for at smøre et smil på læben.
Min mor havde bagt brød og gav mig en lun skive på min tallerken. Spørgsmålet om min nattesøvn var så fjernt, at jeg knap opfattede det. Jeg kiggede på hende, smilte falsk og svarede, at jeg havde sovet godt. Alle de løgne, endeløse.

Skolen var et mareridt som bare gentog sig dag på dag. Jeg så ham i dag, han virkede glad. Han tog mig i at glo på ham, jeg valgte at smile bare for at virke stærk. I frikvarteret gik jeg udenfor, satte mig på en afsides bænk og tog høretelefonerne på. Musikken gjorde mig stærk, det var et smuthul i min hverdag. Efter 20 minutter i min egen verden, fik jeg selskab på bænken. Jeg kiggede ikke, hvem det end var, ville de nok ikke mig noget specielt. Jeg så kun ned i jorden, og så kun personens sko. Det var åbenbart en dreng, med en vis kærlighed for farven sort, for skoene matchede min neglelak.
Jeg følte en hånd på min skulder, nu valgte jeg at kigge op og tage høretelefonerne af. Jeg kendte ikke personen, men hans øjne lyste til mig, selvom der var sorg begravet i dem.
En tåre gled ned af min kind, men min mund var syet sammen.
I stedet for at blive siddende og spille skuespil, rejste jeg mig og gik, uden at se mig tilbage.