Jeg holder det for mig selv. Det er bedst. Hvis jeg fortæller det til nogen, vil helvede bryde løs. Det siger de selv. Og de ved alt. Det siger de også. Og dem, der ved alt skal man stole på. Og, så man siger, to kan holde på en hemmelighed, hvis én af dem er død. Så hvis jeg fortalte det til nogen, ville jeg være nødt til at slå dem ihjel. Og så er det nu engang lettere bare at holde sin kæft. Og finde på undskyldninger. Og bortforklaringer. Som i går. I spisefrikvarteret i skolen. Jeg gik med Klara over i kantinen, og da jeg rakte ud efter en bolle gled mit ærme op. Og så var det hun så en skygge af noget hun ikke skulle have set. Bare et lille glimt. Og så kom spørgsmålet. "Hvad er det?" "Nåh.. Ingenting. Det var bare min kat der kradsede mig i går aftes. Jeg legede vist lidt for vildt med den.." Jeg smilede til hende, og hun smilede igen. Jeg lagde bollen tilbage i kurven. "Skal du ikke have den?" spurgte hun så. "Nej, ikke alligevel. Jeg er ikke sulten, jeg spiste meget til morgenmad" Endnu et smil fra mig, og endnu et fra hende. Endnu en løgn. De roste mig. Jeg var efterhånden blevet en rigtig dygtig løgner. Eller ikke løgner. Det kalder de det ikke. Jeg er en man kan have tillid til, én der kan holde på en hemmelighed. Og det er vigtigt at kunne holde på hemmeligheder. Og hvad der er endnu vigtigere, er at leve op til deres forventninger. Deres krav. De har høje krav og meget høje forventninger. Men de er jo også selv perfekte, så selvfølgelig har de det. Og det er jo også for min skyld. Det siger de. De gør det jo for min skyld. De elsker mig jo.