Tik... Tak... Tik... Tak... Uret tikker af sted, og jeg spekulerer på, om tiden ville gå i stå, hvis jeg smed uret ud af vinduet. Uret protesterer mod mine ondsindede planer og sætter farten op. Tik. Tak. Tik. Tak. Døren til lægens kontor går op, og en storsmilende kvinde lister ud. Hun er næsten ved at sprænges af glæde, og jeg tænker på, hvad hun dog har fået at vide inde ved kvaksalveren. Måske er hun efter lang tids sygdom endelig rask, og nu skal hun leve livet til det fuldeste og aldrig kigge sig tilbage. Måske har hendes barn brug for en nyretransplantation, og hun er blevet godkendt som donor. Eller også er hun bare gravid. Hendes mand går ved siden af hende og lægger beskyttende en arm omkring hendes talje. Helt sikkert gravid. Hvor uoriginalt.
Jeg ser træt rundt på de andre i venteværelset. En kone sidder og snøfter over sin tydeligvis brækkede finger, og en ung mand viser næsten stolt sin kvæstede ankel frem som for at vise, at en brækket finger skam ikke er noget at prale af. Konen fnyser fornærmet, og for mit indre blik begynder en battle på brækkede lemmer. Jeg vælger dig, kraniebrud!
Et lille barn med blodet strømmende fra panden morer sig strålende med noget billigt legetøj, mens moren næsten er ved at besvime. Jeg griner indeni. Ingen tvivl om, hvem der er den stærke i den familie.
"Melanie Strøm?"
Jeg kigger op og ser til min rædsel, at døren til lægens kontor står åben. Det svimler for mit blik, og jeg må støtte mig til en stoleryg for at holde mig oprejst. Dybe indåndinger. Millioner og atter millioner af fantasibilleder strømmer mod mit sind, men jeg holder dem ude. Virkeligheden er skræmmende nok i forvejen. Jeg samler min sidste rest af mod og værdighed og går ind i løvens gab.