Jeg tog hænderne op og knugede dem om mit hoved. De var fugtige og spændte. Det hele var så uvirkeligt, så uoverskueligt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skal gøre, det er som en stor sten lå og hvilte på mine skuldre og jeg kunne ikke flytte den lige meget, hvor hårdt jeg kæmpede. Mit hår var fedtet og tøjet tjavset, her lugtede. Lugten pressede sig ind i mine næsebor og jeg kom til at tænke på de tegnefilm, hvor det der lugter rigtig slemt er grønt. Jeg tænkte på, hvor meget jeg leet af sådan noget engang, helt til jeg ikke kunne få vejret mere. Man var så uskyldig og uvidende, men dette her havde jeg dog aldrig forstillet mig skulle ske.
Det sker ikke for en familie som min. Sådan noget skete bare ikke. Måske var det derfor jeg var frosset og nu bare havde ladet det være og ikke gjort noget. Alt stod som inden det hele skete. Gryderne på komfuret, kaffekoppen på sofabordet, bogen på hylden. Der var umådeligt beskidt herinde, men jeg ville ikke gøre noget, jeg prøvede at leve som intet var sket, men der var jo sket noget. Noget meget slemt. De havde ringet fra farens arbejde. Mange gange. Men jeg havde bare taget den og lagt på. Jeg kunne ikke sige noget, ikke klemme ordene ud af min mund. De måtte snart begynde at tænke over det. Mine venner måtte da snart begynde at undre sig over, hvorfor jeg ikke kom i skole mere.
Jeg sad bare og betragtede ham hele dagen. Jeg havde lukket øjnene så det lignede han sov. Det kunne jeg bedre lide. Men jeg måtte snart gøre noget, men jeg var ikke klar, ikke helt endnu. Han var blevet kold og bleg i huden. Han var ikke blød som han plejede, men føltes hård eller som gummi. Jeg sad og læste højt for ham, selvom jeg vidste han nok ikke kunne høre det. Men jeg var nød til at gøre noget, jeg vidste godt at det jeg havde gjort indtil nu var forkert. Jeg kunne ikke leve i sådan en svinesti, det kunne ingen. Jeg kyssede ham på kinden og tog den sorte telefon i hånden. Jeg sad længe og kørte min finger i en lille cirkel oven på knapperne. Til sidst løb tårerne ned af mine kinder, helt ustyrligt jeg trykkede 112 ind og dame med en venlig stemme spurgte, hvad hun kunne hjælpe med. Jeg svarede med en hulkende, skrøbelig stemme, det når som helst kunne falde fra hinanden; "min far er død."