"For evigt min" hvisker jeg blidt i dit øre.
Min hånd nusser dit silkebløde hår, der skinner som alverdens ædelstene da daggrynets første spæde stråler rammer det igennem vinduet.
Jeg holder blidt om dig og vugger dig stille, du sover vidst endnu.
Jeg betragter dit ansigt, så fint, så perfekt; end ikke den største kunstner eller skulptør vil kunne efterligne det. Dine bløde øjenlåg ligger blidt over din dybe havblå øjne; dine kindben træder frem med en skrøbelighed og feminitet som ikke er set mage.
Dine bløde læber fuldender mesterværket med deres fyldige kurver. Jeg trykker blidt mine læber imod dine, smagen af dig er der endnu.
Min hånd kærtegner din hals der er ligeså skrøbeligt smuk som de hvide svaners.
Dine skuldre og arme er slanke, med en ynde som end ikke de kongelige balletdanserer vil kunne mestre.
Dine hænders slankhed vidner om din blidhed, godhed og skønhed.
Jeg holder dig tættere ind til mig, er bange for at jeg vil miste dig, eller du vil gå i stykker, hvis jeg slipper dig. Jeg tænker et par timer tilbage, på hvordan vores stønnen og gispen samlede sig, og forenede sig i ét klimaks. Dette.
Jeg kører mine hænder langs dine lange slanke ben. De er kolde, mon du fryser?
Mærker efter på dine arme og din hals, ligeledes er de kolde.
Min tommelfinger strejfer dine læber, også de er kolde og jeg ser at de er blå.
Jeg trækker dynen over os for at give dig varmen.
Det er sådan de finder os, sammen i vores forenethed forsøger de at skille os ad med magt.
Jeg vil ikke tillade det, du er for evigt min, for evigt min.
Stærke hænder og arme fjerner mig fra dig, beskidte og urene fingre besudler og vanærer din skønne hals.
"Du har slået hende ihjel" siger de.
For evigt min.