Hun går ned af stien. Hun er såret. Hjertet bløder. Der ingen, som kan eller prøver på at forstå hende. Hun er mærkelig. Lever sit eget liv. Lever i sin egen verden. Lever i en verden med andre. Millioner dør af sult. Hundrede bliver skudt. Og der kan med sikkerhed siges, at milliarder har grædt. Hun er altså ikke den første. Hun er et norm, men hvorfor gør det så ondt på hende? Hvorfor går hun? Hvorfor plager hun sig selv med de hæle? Hvorfor danne en sort maske foran alle de mennesker? Hun græder. Hun ligner et dyr. Jeg tror ikke længere, hun er civiliseret. Jeg kan se, det gør ondt. Jeg kender hende ikke, men hun går der. Vaklende. Jeg kan ikke lade være med at se efter hende. Hun går og går og går. Jeg fatter ikke, hun kan. Hun stopper også. Læner sig op af de gule mursten. Jeg kan se, hun knækker. Burde jeg omfavne hende? Jeg tror ikke, at hun kan få vejret. Skal jeg gå derhen? Jeg tager et skridt, men for sent. En anden er kommet mig i forkøbet. Han placerer en hånd på hendes skulder. Jeg skriger. Har mænd da ikke lært noget? Hun retter ryggen. Kigger gennemborende på ham. Kigger på mig. Hun falder sammen. Jeg løber. Skubber det uintelligente individ til jords. Går på knæ. Iagttager medfølende sammenbruddet. Hun er i fosterstilling. Hun rokker. Græder. Hun ligner en baby. Jeg taler. Jeg ved ikke, hvad jeg siger, og det er egentlig også lige meget hvad. Jeg er her, og hun ved det. Jeg fortsætter. Jeg kan se det hjælper. Hun ved, at hun ikke er alene. Hun rejser sig. Giver et halvkvalt smil. Jeg kender det. Hun er allerede min ven. Hun går igen. Hun vakler stadig, men nu ved jeg hun klarer den. Jeg vender mig om og går hjem, og hun går ned af stien.