Vinden tog i træerne. Det var sidst på året og bladene var faldet af træerne og vinden var kold. Hun vandrede i parken i skumringen. Der var få mennesker og dem, der var spekulerede hun om, de havde andre motiver for at gå der end at se vinteren og skumringens skønhed. Hvorfor hun gik her var næsten ikke gået op for hende endnu. Havde vinteren foreløbig bare sunget gamle sange, fra dengang hun endnu huskede på at varmen en dag ville komme tilbage. Hun var ikke sikker. De havde længe snakket om det, men det havde så længe været noget abstrakt. Noget der måske ville ske om et stykke tid. Hun skuttede sig i kulden men smilede ved tanken om dengang de havde planlagt det hele. Smilene, forestillingerne alt det, der burde være der. Men med et var smilene forstummet og intet havde været som før. Det havde været efter hun var gået ud af hospitalsdøren. Den dør hun var kommet til at hade så inderligt. Hun prøvede at gemme billederne fra hospitalet væk. Det gik meget godt når hun tænkte på hans smil. Men hans smil var ligesom blevet færre og færre. Så da han var begyndt at give hende små gaver, havde hun taget det som et tegn på at havde svært ved at tackle situationen, men alligevel ville give hende omsorg. Hun længtes sådan efter hans omsorg, men sagde intet derom til ham, men mens hun gik der og prøvede at se hans ansigt foran sig, kom der en far med en barnevogn imod hende og hun følte igennem marv og ben at vinden tog i træerne.