En dråbe løber stille ned ad armen på hende. Hun er forvirret over sig selv, men hun ved godt, hvorfor hun har gjort det. Mens hun stirrer ud ad vinduet, funderer hun over livets mening. Hendes livs mening. På himlen over hende ser hun et stjerneskud og ønsker stille for sig selv: ”Bare giv mig 14 dage endnu.” Hun ved, hun ikke kan klare det meget længere. Trodsigt ser hun hen på spejlet. Reflektionen hun ser ikke længere hendes egen. Uanset hvor længe hun stirrer, kan hun ikke finde sig selv i den skikkelse, hun ser.

I en hidsig bevægelse slår hun hånden ind i det og dråben flyder ud i en lille flod for hendes fødder. Hun kigger på den og smiler. Pølen har formet sig til et hjerte, hvilket hun finder paradoksalt. Havde hun haft et funktionelt hjerte, så havde hun ikke behøvet at ønske. At håbe. Lægerne har givet hende en frist på 3 uger. Hvordan kan 3 uger potentielt udgøre resten af hendes liv?

Hun har ikke fortalt det til nogen. Ikke engang hendes forældre. Ikke til Thomas. Hun ved, han kan se på hende, at hun er syg, men han har altid været konfliktsky. Hun lyver, hver gang han spørger, hvordan hun har det. Og han finder sig i hendes løgn. Hun tror ikke, at han vil vide sandheden. Hvis han virkelig vidste, hvor slemt det var, så ville han ikke vige fra hendes side mere end et øjeblik ad gangen. Han ville kvæle hende med hans medlidenhed og omsorg. Hun hader at være et offer.

Smerten fra hånden fylder hendes behov for at føle. Føle noget andet end sorg over sit tabte liv. Hendes hemmelighed. Så stor og tung at bære, men hun gør det så godt. Gemmer tanken om det væk bagerst i hendes sind, gemt så godt væk, at hun næsten ikke selv kan finde frem til den igen. Men sandheden er, at hun venter på døden. Både sin egen og på en eventuelt doners død. Ikke en hvilken som helst doner. Et hjerte. En person skal dø, for at kunne skænke hende livet. Men hun ved, lægerne har opgivet hende, selvom de ikke siger det direkte. Hun har en alt for sjælden blodtype og er desværre ikke den øverste på listen med en sjælden blodtype. Hendes chance for at overleve er så minimal, at hun nægter at modtage behandling.

Til gengæld vil hun leve, mens hun kan. Billetterne er allerede købt. Hun har hævet hele sin opsparring og pakket sin kuffert. Hun skal 14 dage til Venedig med Thomas. Se Venedig og dø. Hun har altid elsket den sang.