Jeg er alene. Ene og alene. Den eneste jeg har er mig selv. Og hvis jeg selv skal sige det er det ikke ret mange. Mine dage er kedelige og hårde, Jeg står op, finder noget at spise, sover, finder noget at spise, sover osv. Jeg forstår ikke hvorfor de der gør det. Hvad skal det til for? Hvad har jeg gjort dem? De slog min mor ihjel. Hun var ude på marken imens jeg lå herinde og sov. Men jeg hørte skuddet og vågnede. Så løb jeg imod lyden og så mor ligge der på jorden. Jeg så nogle af dem, og jeg skyndte mig væk. Jeg løb langt ind i skoven, væk fra alting. Herinde har jeg levet indtil nu. Der er mange gange jeg høre skud udefra skoven, men også indeni. Når jeg gør det, løber jeg. Jeg løber længere ind i skoven og gemmer mig. Sådan er hverdagen. Jeg har nogengange lyst til bare at ligge mig ud på marken og vente på at høre skuddet, mærke det, mærke at dø. Men det er som om, min mor sidder og kigger på mig oppe fra himlen og siger, at jeg ikke må. Så kæmper jeg og lever videre.