Råbene og lyden af tallerkner der blev knust, blev lukket ude, idet døren lukkede sig bag hende. Hun åndede lettet op og tog en dyb indånding – bare lugten af træ, støv og papir gjorde hende blød i knæene. Det fik hendes puls til at lægge sig, beroligede hendes åndedræt.
Hun opdagede, at hun havde stået med øjnene lukkede, men nu åbnede hun dem. Det første der fangede hendes øjne var stolen. Den store grønne lænestol, der altid fik hende til at smile, da den mindede hende om den stol bamse havde. Det var en stol der gav en lyst til at sætte sig og flyde ud.
”Men ikke uden en bog!” hun smilede, hans stemme lød klar i hendes hoved, som om han faktisk var til stede i rummet. Hun flyttede sit blik fra stolen – ikke bare for at finde en bog, men også for at tjekke om hun nu også var alene. Men hun glemte hurtigt alt andet, da hendes blik fandt bogreolerne.
Kæmpestore var de. Som højhuse tårnede de sig op over hende. En verden af verdener. Hun smilede. Det var faktisk lige sådan et sted han ville hjemsøge, hvis han da overhovedet ville hjemsøge nogle steder. Her var varmt, trygt.
”Som en moders favntag”
Ovre ved den ene væg stod en stige, som hun tit havde brugt – de bedste bøger stod ikke nødvendigvis for neden. Men i dag tog hun den første den bedste bog, og lod sig synke ned i bamse stolens bløde arme. Hun begravede sine bare tæer i det tykke tæppe og åndede ud. Det her slog alt andet.
Hun kastede et sidste blik ud i rummet, før hun forlod denne verden, for at begive sig ind i en ny og mere spændende. Langsomt opløstes reolerne og alle bøgerne, stolen og tæppet og blev erstattet af grønne træer, vilde dyr og side efter side af eventyr.