Hun snakker til mig, tilsyneladende, selv om hun hverken kigger på mig eller forventer at jeg svarer. Hendes fokus er bag mig, trods ”du”, ”dig” og ”dine” og jeg lever op til hendes fordom ved at holde munden lukket. Tavsheden generer og hun taler videre, hun kender også én, der arbejder sammen med en mand i min situation og han er virkelig en inspiration for andre, fortæller hun. Han har accepteret at tingene nu engang er som de er, har jeg også dét? Hun stiller spørgsmålet over mit hoved og svaret kommer prompte tilbage. Ugennemtænkt og af vane.
Jeg ønsker sommetider at jeg ikke var så håbløst, åbentlyst forkert. Jeg har et normalt antal kromosomer, mine øjne flakker ikke og jeg går ikke ud foran lastbiler, men når folk ser mig, overvældes de af en overskyggende lyst til at dække deres sofaer med plastik. I frygt for at jeg skulle spilde et eller andet. Jeg hører hvad du siger, og jeg svarer dig gerne hvis du tager dig tid til at lytte, men det gør hun ikke, damen foran mig, ikke dét der ligner. Så min mund forbliver lukket.
Hun smiler til mig, sætter sig ned på knæ og jeg føler, at jeg bør råbe til hende at jeg er 26. Jeg er en køn pige, synes hun, men hun forstår så sandelig godt hvis jeg føler mig ensom. ”Man kan ikke bare sådan finde kærligheden, man er nødt til at falde over den og når man falder kan man godt slå sig lidt. Forstår du det? Du er helt din egen og en dag kan det være, at du falder over én, der også er helt sin egen”
I øvrigt synes hun bare at jeg klarer det så flot, alting taget i betragtning, men nu må hun altså videre. Med løftet om at melde sig ind i Handicappede.dk, WSPA, Fagforeningen og en hjemmeside, som hun har hørt om hvor man kan leje en dværg til forskellige arrangementer, vender hun om på hælen og går. Jeg fortryder at jeg ikke fik fremstammet et eller andet kækt om dværge og beder Marie om at køre mig hjem. Jeg har aldrig følt mig så handicappet før og som hjulene knirker svagt under mig forsøger jeg at glædes ved, at der i det mindste ikke er nogen, der har lejet mig ud endnu.