Jeg skulle til at synge, da han kom ind af døren. Ved ikke hvad han ville, gad heller ikke vide det. Jeg tog høretelefonerne i ørerne, tændte for musikken og sang. Sang efter teksten, sang som jeg havde plejet at gøre.

Han kom hen og rev høretelefonerne ud af mine øre og råbte noget grimt til mig. Han pegede på stikket. Jeg havde glemt at sætte høretelefonerne til computeren. Så klikkede han kryds oppe i hjørnet på computeren. Han var ond. Han burde forstå mig, jeg forstår jo ikke ham. Så gik han kluntet ud gennem den gamle dør igen.

Jeg klikkede mig ind på Youtube.com igen og fandt en sang med tekster. Så kunne jeg synge, pænt og nydeligt uden at lave fejl. Jeg ville øve mig, så jeg kunne hele teksten. Så kunne jeg synge med de andre. Jeg elsker at synge, hvorfor vil ingen acceptere det? Jeg klæder mig som dem, jeg opfører mig som dem, og alligevel vil de ikke høre mig synge. Jeg forstår det ikke.

Skruede op for lyden. Gjorde det for at drille ham. Ville se om han gad komme igen. Ville se om han gad lytte til mig. Jeg ville have opmærksomhed. Jeg fulgte teksten til punkt og prikke. Sang ordene til min egen sang. Sang til mit stemmebånd gjorde ondt. Sang til ham kom stormende ind på mit værelse og skældte mig ud. Han ville stadig ikke lytte, prøvede at få ham til det, men så holdt han sig for sine øre. Jeg holdt mig for mine egne. Han bevægede munden, lod som om han snakkede, han troede han var noget. Jeg vidste han ikke sagde noget, jeg prøvede det samme. Han klappede mig på hovedet, sagde noget sødt, men jeg var altså ikke en baby. Jeg var ældre end ham, det måtte han da vide.