Det var iskoldt og det sneede. En kvinde og en mand gik gennem det øde, frosne landskab. De trak en slæde mellem sig. På den sad der en lille dreng. Han havde varmt tøj på.
"Tror du vi finder juleånden i Udby Overdrev?"
Karla, der havde trukket sine trøjeærmer ned over sine hænder, så på manden, hun fulgtes med. Der var rimfrost i hans skæg. Han var ikke far til Johan. Hun havde mødt ham undervejs. Det var godt at være to voksne.
Janniks ånde var en frostsky. "Det er jo den tredje af byerne på din Bedstemors kort," sagde han, og Karla syntes hun kunne høre et lille håb overskygge ironien.
En gang fandtes der hvid jul, havde Bedste og de andre gamle tit fortalt. Men ingen af dem havde oplevet det selv, for det var mere end 100 år siden - den gang der var milliarder af mennesker på Jorden og ikke bare nogle tusinder.
Karla sukkede dybt.
Hvorfor tro på eventyr?
Det første sted var der brød, grød, mælk og kager, men kun til dem, der kunne betale med sølvagern. De havde ingen. I den næste by havde de også nok, men hvis man ikke troede på, at Græsskarmanden herskede, fik man ingenting.

Nu så de bløde, flaksende lysskær og hørte nogle hunde glamme.
"Bæres," bad lille Johan. Jannik tog ham op og holdt ham tæt ind til sig.
En stor gruppe mennesker, både voksne og børn, kom imod dem. Hundene havde vel varskoet dem.

"Der er grød i fællesstuen," smilede en lille pige, med en pudsig rød hue på hovedet.
"Vil I med?" spurgte en kvinde lige ud, som om det var en selvfølgelighed at invitere fremmede med til bords.

I fællestuen var et træ pyntet med kager, små figurer og og malede sten i flettede bånd. Og der duftede herligt af både byggrød og hvedebrød.
"Vi har allesammen haft travlt," snakkede pigen.
Der var både oldinge, gamle, krøblinge og svæklinge i flokken og alle satte sig eller blev sat ved et af de lange, simple borde.
Man spiste, en fortale historie og en anden brød ind med en hvinende falsk strofe af en sang. Han blev tysset på, men mange smilede venligt til ham alligevel.
Efter maden kom der gaver frem. Mange småting, fine, skæve og pudsige mellem hinanden. Ting, som folkene måtte have fremstillet.
To kom op og slås om en kam. De gik ud i sneen, og da de kom ind stod de skulende med hver sin halve kam, og så kom de til at grine.
Johan grinede også af de to pigebørn med kam- halvdelene.
Og pludselig vidste Karla, at juleånden var her.