Det summet af liv i den sædvanlige cafe hvor han sad og forsøgte at spise han prøvede at lukke af for folks nysgerige blikke.
Han kæmpet med at holde maden på sin tallerken men han vidste godt at det kunne han ikke hans hænder rystede så meget at en del fra tallerken faldt ud på bordet.
Han forsøgte at tage om sit øl glas men det gled fra ham først i andet forsøg fik han det op og ført det besværligt op til munden.

Han rejste sig besværligt og i snegle fart bevæget han sig mod udgangen,han åndet lettet op da han kom ud i den friske luft igen han have puttet blomsterne han have købt ned i sin net for de skulle på kirke gården og sættet på Marthas grav sted.
det var befriende at slippe for folks blik mod ham han have da også lov til at indtage sit daglig måltid på cafeen, så var han tros alt væk fra sin lejlighed som efter hånden føltes som et fængsel for ham




Langsomt men sikkert fik han med besvær bevæget sig over til bus stoppestedet han satte sig tungt på bænken og lod hvilen falde på, der var stadig 10 minutter før bussen kom han sukket træt og så sig omkring der var et mylder af folk som have travlt,

Bussen dukket op og han rejste sig besværligt han kunne dårlig holde på din stok sådan rystede han på hænderne bussen holdte og han kom langsomt ind i bussen som var temmelig fuld af passaseger, hans ben rystede så han måtte holde fast i alt på sin vej igennem bussen, endelig var der en der som rejste sig fra sædet og han fik lov til at sætte sig.

Bussen stoppet uden for kirken

kirken lå tæt på bus stoppe stedet hvor han stod af.
Langsomt men sikkert kom han nærmer kirken og efter en lang og anstrengene tur stod han ved Marthas gravsted han så at de blomster han satte på graven forleden dag stadig stod der så med besvær fik han sat de nye blomster i selv samme vase.
Han satte sig på bænken og snakkede til hende som han plejet at gøre tja Martha der er noget der siger mig at min tid er ved at komme jeg tror ikke det vare længe før vi to mødes igen.