Vi er langt væk hjemmefra. Mine to teamkammerater er tydeligvis meget koncentrerede og en smule bekymrede. Tom sneg sig til et sidste blik på fotoet af familien for lidt siden, da han troede ingen så det. Men jeg så det. Jeg ser det meste. Og hører alt – ikke bare den meget larmende flymotor …

Hov, Mark gør tegn. Jeg skal have mit udstyr på nu. Iltmasken skulle jeg vænne mig til. Det tog lang tid. Mark blev ved med at sige, at jeg ville dø uden den, og jeg stoler sædvanligvis blindt på ham, men den føltes så hæmmende. Først da Mark sagde, at vi ville blev sat af holdet, hvis jeg ikke lærte at bruge iltmasken, lod jeg ham prøve. Jeg ville ikke være skyld i, at han mistede pladsen.

Han gik meget forsigtigt frem og blev så glad, da masken omsider gled på plads, og jeg trak vejret første gang. Med masken på altså. Jeg har jo trukket vejret længe ved egen hjælp.
Bæreselen, som skal holde os sammen under springet, accepterede jeg derimod hurtigt. Jeg kunne jo mærke, at Mark var lige bag ved mig.

Tom iagttager os, mens vi gør os klar. Tom har ingen partner, han er en såkaldt soloflyver. Han blev koblet på vores team sidste gang vi var udsendt. Han er en meget flink fyr og Mark har ikke noget imod at dele mig, når vi først er på jorden og vel at mærke ikke er ude på en mission. Jeg synes også det er sjovt at lege med Tom, han kan nogle andre lege end Mark. Men på missionerne foretrækker jeg altså Mark, det er jo os to, der har trænet alle de forskellige kommandoer og øvelser igen og igen.

Jeg håber ikke, det er så varmt, der hvor vi skal hen, som det var det sidste sted.

Mark giver Tom klarsignalet, Tom ryster på hovedet og siger noget.

- Hvad? råber Mark.

Han har altså ikke en specielt god hørelse. Det er godt han har mig.

- Jeg vænner mig aldrig til synet af en schæferhund i faldskærmsudstyr! råber Tom tilbage.

Mark griner og siger til mig, at jeg ikke skal lytte til Tom. Han er bare misundelig, fordi jeg har været på flere missioner end ham.