Larmen fra Dakotaens fire motorerne var øredøvende. Bill sad på bænken langs ydervægen, sammen med en flok unge mænd, klædt i kamuflagetøj. Ingen sagde noget. Om det var på grund af larmen eller fordi de ikke havde noget at sige var ubekendt for ham. Men han selv havde ikke megen lyst til at tale. De havde alle været tavse lige siden de steg ombord i transportflyet sent om aftenen.
Snart ville de være inde over det tyskbesatte Frankrig. Her skulle de udføre deres mission, som de så længe havde trænet til. Alle havde været opsatte på at komme over kanalen, for at give tyskerne en omgang de sent ville glemme. Men nu?
Han kunne se det i de andres blikke. Trods den sorte kamuflagemaling var angsten tydelig. Det var nu det skulle ske. De viste alle at nogle af dem ikke ville vende hjem, blot ikke hvem. Måske var der slet ikke nogen? Hvad var liv værd i denne situation? Skulle han dø for fædrelandet? Tja måske. Men ville det gøre en forskel, millioner var allerede døde på begge fronter så hvad gjorde en mere eller – mindre. Hvad lavede han egentlig her?
Det var noget andet den dag han meldte sig frivilligt. Han følte han måtte gøre en forskel, men ville han kunne? Ville han ikke bare blive endnu et offer i denne krig. Hvad nu hvis han blev skudt på vej ned med falskærmen?
Så hørte han kommandoen fra cockpittet. Det gav et set i dem alle.
De begyndte at stille sig klar. En af dem åbnede lastelugen. Straks blev larmen udholdelig høj. Vinde rev i deres tøj.
Alle stirrede på den lille røde lampe. Så snart den grønne tændte skulle de springe.
Grøn! Den første var allerede ude. Nu var det Bill. Han så ned, men kunne intet se. Der var ingen måne til at oplyse nattet.
Så sprang han; sprang ud i uvisheden for fædrelandet.