Der er nok nogle af jer der kan huske TV serien "Belphegor."
En fransk serie i 4(?) afsnit, som i 1965 lagde gaderne øde. Selv var jeg knapt 10 år gammel, og jeg plæderede stærkt for at få lov at se med lørdag aften. Og fik lov, selvom uhyggen var stor. Det var ikke alt i filmen jeg forstod dengang, men jeg var stærkt optaget af den. Ikke mindst fordi spøgelset så anderledes ud end jeg var vant til. Fra tegneserier kendte jeg jo de hvide "burkaer" med de store sorte øjenhuller.
Den sorthvide film, med natlige scener fra Louvre, hvor skyggerne, lyset påstatuerne også bidrog til uhyggen og fascinationen. Særlig pikant var det også at spøgelset viste sig at være en kvinde under noget der må kaldes hypnose.

Spøgelseshistorien er sin egen særlige genre i litteratur og film. Den teologiske forestilling om livet efter døden har vanskelige kår, men spøgelsets liv på jorden i en overgangsfase imellem døden og frelsen har man kunnet beskrive med en blanding af det naturlige liv og en tilsætning af visse elementer, der ikke kendes fra virkeligheden.
Den slags giver spænding, men også problemer. Vi husker Patrick Swayze som genganger. Han optræder som usynlig ånd der kan gå igennem vægge, men alligevel ser man ham gå op ad en trappe??? Det hænger ikke sammen. Men her deler denne film skæbne med principielt alle andre fortællinger der vil forene det timelige og jordiske med det evige. Det kan ikke lade sig gøre uden fejl og modsigelser.

Men spøgelsesgenren er spændende, selvom mange har excelleret udi splatterdramaer der ikke har nok i det hyggelige gamle familiespøgelse som ham fra Canterville. (Vi erinder os naturligvis at Cantervillespøgelset også har en allegorisk side, men fortællingen kan sagtens læses som en "direkte" spøgelseshistorie også.)

Jeg har selv længe bagt på en spøgelseshistorie, men har ikke kunnet koncentrere mig nok til at få sammenhængen på plads i en grad der gør det forsvarligt at skrive den. Èt er at det man skriver ikke er mesterværker, men hvis man fra starten ved at det er "noget lort" - så er det bedre at lade være.