Det kan nu nemt googles.

Hvid støj er et signal der rummer alle (hørbare, i det mindste) frekvenser på en sådan måde at alle toneområder fremtræder med samme styrke. Det medfører at man vil fokusere på de lyse toner. (Heraf farven "hvid.")
Det er sådan at blot få hundrede hertz vil vi opfatte som lyse toner.
Hvis et musikanlæg kan spille fra 20-20000 Hz, vil sopranstemmer nok typisk ligge fra 300-1200 Hz, altså slet ikke så højt som vi nok umiddelbart gætter på.

En almindelig modsætning er den lyserøde støj, hvor styrken er omvendt proportional med frekvensen.
Det betyder at de høje toner dæmpes.
Nu kunne man sige at det må være en bashøjtalers opgave. Men sådan går det normalt ikke. For de små højttalere der ofte gengiver denne støj er alt for små til at give et indtryk af egentlige bastoner. Men klangen af lyserød støj er mørkere end den hvide.

Vi voksne i moden alder kan normalt ikke høre ret meget i området over 10000 Hz. Men lytter vi til musik, vil et instrument med blandede frekvenser, hvoraf nogle går meget højt, men andre ligger lavere, opleves helt "normalt." Det vil sige at vor glæde ved lytningen er intakt, selvom de allerhøjeste frekvenser er skåret væk.

Jeg kan sagtens erklære mig enig i at der kan være noget der godt kan konkurrere med absolut stilhed, hvis man skal skrive.
Selv foretrækker jeg nok stilhed. Men for nogle år siden tror jeg at jeg her skrev noget om at jeg tidligt på dagen havde relativt let ved at finde på ord og formuleringer. Jeg vil gætte på at det er nattens drømme der har givet adgang til hjerneområder, hvor kreativiteten er højere end den er kl. 15:30 hvor man er på vej hjem efter arbejdet. (Hvor jeg altid falder i søvn i toget.)

Jeg vil helst ikke have musik til skrivningen. For så lytter jeg til den og glemmer det andet.
Jeg har ikke før hørt at støjsignaler skal have en gavnlig effekt. Men hvorfor ikke?
Vi er nok lidt påvirkede af at glosen "støj" normalt forbindes med noget der stresser, generer og som vi absolut ikke kan holde ud. (Som børn der leger 3. verdenskrig hen over det bord vi prøver at skrive ved.)
Men støj kan være andet end spektakel. Faktisk mener nogle at vor bevidsthed er et støjfænomen. De mener noget i retning af at hjernen er fuld af en masse signaler imellem nerverne af forskellig slags. Sådan er det hos mennesket som hos øglen. Men hvis kvantiteten stiger til noget meget stort, kan signalerne interagere og skabe nye relationer og virkninger, som ikke umiddelbart kunne forudses "af den der byggede det elektriske kredsløb."
Det kan svare til at en kæmpe computer - lad os sammenligne med det totale internet - får en så kompleks "signalmasse" at disse begynder at gøre noget andet end brugerne har indtastet. Der begynder at køre bølger rundt på nettet som lever deres eget liv.
Hvis disse selvstændige bølger havde en relation til det fysiske livs forudsætninger (det har de hos mennesket, nok ikke på nettet) så kunne de selvforstærkes så de kunne påvirke deres egne forudsætninger ud fra sådan noget som behov og behag, reduktion af frygt osv. Og det kommer i det tilfælde tæt på begrebet bevidsthed.
Jeg tvivler stærkt på at internettet kan nå til det der i filmen "Terminator 2" blev kaldt "Skynet," men det var godt set af filmmagerne dengang.

Men dette er et eksempel på at begrebet "støj" kan være andet end blot noget vi straks må blive fri for.