Så er jeg tilbage.

Det siger jeg hver gang. Så går der et par måneder hvor aktiviteten er i top, de kreative safter flyder frit, ideerne blomstrer - og så forsvinder jeg igen. Tilbage i mørket. Synker ned hvor jeg ikke kan bunde. Søber rundt i det oprørte hav et stykke tid.

Normalt ville det holde mig tilbage. Give mig følelsen af at hvis ikke jeg alligevel kan gøre det 100%, hvorfor så overhovedet forsøge, men problemet med den tankegang er at så kommer man ingen vegne. To skridt frem og ét tilbage er stadigt at foretrække fremfor stilstand.

Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg vil begynde at skrive igen. På dansk. Digte. Som jeg gjorde det engang. Jeg har endda et muligt symbolunivers klar i tankerne, temaer, billeder, inspiration. Hvad jeg ikke har er ord. Ordene kommer ikke til mig. Jeg sidder foran mit tomme Word-dokument med fingrene på tasterne og intet kommer der ud. Det hele er enten gråt i gråt eller hvidt i hvidt, der er intet sort på hvidt at hente.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg købe endnu en notesbog som aldrig bliver udfyldt, fordi jeg knap nok kan skrive lige på en linje mere? Melde mig ind i en ikkeeksisterende skrivegruppe? Slukke computeren og lade projektet være? Jeg hungrer efter et fællesskab, et sted af finde genklang, et sted at få respons. Vi ønsker alle at blive mødt, men jeg drømmer om et frirum hvor der er plads til at skrive uden kvalitetskrav og konkurrencementalitet. Hvor ordene er i centrum og det bare handler om at få dem ud.

For jeg har så mange af dem indeni og de sidder fast.