Jeg har spist henkogt pære med flødeskum rørt med Galliano til morgenmad. Mit køleskab var neonoplyst og skærende hvidt. Og der fandtes kun denne allerede åbne dåse med disse bløde saftige halvglober svømmende rundt i sødt vand. En skål med en rest flødeskum. Dertil en kop kaffe. Noir, instant og ganske cru. Mest fordi jeg var meget henført af deres reklame, som var befolket af en hvid kanin og en fransktalende klovn. En slags sortsnakkende opsummering af mit liv: Et ungt par kommer kørende i deres bil på en mørk landevej. Pludselig står en mystisk mand i vejkanten med en ballon i hånden. Ved siden af ham sidder en hvid kanin. Parret bremser op, og manden står ud af bilen. Manden med ballonen siger til manden fra bilen, at han vil finde lykken, hvis han følger efter den hvide kanin. Kaninen springer ind i det sorte buskads, og han forsøger at følge efter. Efter at have fulgt kaninen på må og få et stykke tid, står den mystiske mand atter foran ham. Han siger til manden, at han har fulgt den forkerte kanin, og pålægger ham nu at undskylde til kaninen. Han undskylder. Han spørger kaninen om det er ok. "Non", siger den på eftertrykkeligt fransk.
Nu er instantkaffen af mærket Noir co-pilot på alle mine indesluttede fantasifulde eventyr.
Jeg kunne også have valgt et halvtørt gement og ordinært stykke rugbrød. Men der var intet, der kunne blødgøre dets sandpapiragtige overflade. Så jeg endte med pærerne, og tog mig selv i at tænke, at man burde spise flere henkogte frugter. Det smager af matador og lidt af barndom, den bløde sødme og den syrlige hengemthed. Og jeg tror på, at denne kost er den helt rigtige. Især når den toppes med lidt flødeskum. Jeg føler mig frygtelig dejlig dekadent. Nu hører jeg Skønlitteratur på P1 om moderne erotisk litteratur og griner over det lidt frodige ordforråd, der har det med at filtre sig ind i lagnerne.