Jeg mobiliserer gerne min fysik for jer. Jeg er en hund. Jeg flytter mig fra det behagelige togsæde, til gulvet. Folk er for nærgående, og de kommer for tæt på mig.


En fyr med alkohol i sin ånde, og en øl i sin hånd. Han sidder blot og ævler løs i sin - garanteret ustoppelige - koger. Han fortæller, forklarer og vil have, at vi alle skal socialisere med hinanden. Tanken er god nok - bare ikke for mig. Jeg vil så nødigt have at han går sin vej i vrede, bare han går.


Jobjagten har indtaget en størrelse som efterhånden matcher boligjagten. Som skrevet førhen, så ikke bare trives jeg i kaos. Jeg færdes på selveste stien af kaos, bevidst omkring hvor jeg går.


På trods af den viden, fortsætter jeg blot, indtil uendelige byrder af kaos sætter sig på skuldrene af mig. Skuldre som til stadighed bliver mere robuste, hårdføre og brede, som følge af de tunge byrder jeg frivilligt bærer rundt på - min terapi.


Jeg går for alvor i gang med søgning af min nye stilling fra mandag. Jeg har haft behov for, at klargøre min plan.


Jeg er på vej. Noget skal der ske. Og det er utrolig sandsyneligt at jeg ender med, at rode rundt i dynerne med hende. Men vi kan stadig ikke finde hinanden - som vi engang kunne. Det er så nemt for os mennesker at skrue de indre dyr på, og agere ud fra basale behov. Få det overstået, et par gange om måneden, og det er så åbenbart det. Jeg vil så nødigt have at hun går sin vej i vrede, bare hun går.

- Kasper Lund