Der skal kaffe i svælget, der skal mørklægges foran øjnene. Der skal musik i ørerne, der skal skæres grimasser af irriterende unger i toget.


Jeg bør læse til projekt. Men jeg er slet ikke dér. Jeg er fuldkommen modificeret i forhold til hvad jeg var, for blot et år siden. Jeg har nævnt det før, men det bliver blot mere og mere tydeligt. For et år siden, var jeg klar til at læse bibeltykke bøger, omkredsende flere discipliner - for mere end bare rusen jeg fik, af at kunne svare på det hele.


Der skal skrives ned, der skal kigges på damer. Der skal rystes på hovedet, der skal grines - i selverkendelse- og ironi.


Jeg plejede at indtage så meget kaffe, at jeg skulle have anlagt et perifert venekateter istedet. Og imens, plejede jeg at omskrive faglitteratur som jeg fandt interessant - bare fordi. Jeg identificerede min personlighed, min karakter, mig selv - med en profession, det er jo på mode i dag. Jeg troede, at jeg skulle være farmakonom - og vejlede, rådgive, og fortælle op og ned ad væggene omkring farmakokinetik- og dynamik. Jeg tænkte, at dét var hvem jeg skulle være.


Der skal observeres, der skal finpudses. Der skal smaddertrænes muskler, der skal ædes som om, at døden var nær.


Jeg fik idéen allerede da jeg var bare en meter høj. Jeg havde fået oplæst en del Jürgensen, og jeg tænkte: "Du skal fortælle historier, når du bliver stor. " - Jeg skulle i hvert fald være forfatter.

Lærerne plejede altid, at informere mine forældre om, at jeg gjorde de andre børn bange, og kede af det - fordi jeg fortalte "drabelige" historier i skolen. Forfatter bliver jeg sgu aldrig. I hvert fald ikke på et niveau, hvor jeg ikke laver andet.


Men er vi ikke alle sammen forfattere? Så snart at vi har et budskab, som formidles videre? Så længe at vi er ophavsmænd- og kvinder, af noget skrevent, så er vi vel per ordets definition - forfattere.

I så fald må jeg give mit barndoms- selv en semi høj highfive.

- Kasper Lund