Vi sender den i dag, sagde han og tilføjede, at jeg skulle ringe, hvis noget var uklart.
Det lyder fint, svarede jeg med en stemme, som tilsyneladende var helt upåvirket af de milliarder af panikfragmenter, opkaldet få sekunder forinden havde slynget ud i alle dele af min krop.
'Den' er en ansættelseskontrakt.
'Han' er 'Kuglekranium'.
Og 'jeg' er ved at skide i bukserne.
Hvad fanden ligner det også at ringe til folk om den slags lørdag morgen?
Situationen er speciel af flere grunde.
For eksempel hele aspektet omkring det, at starte i et nyt job; usikkerhed om kompetencer, forhold til kolleger, samspil med chefer, hvor mange gange om ugen er der lasagne på menuen i kantinen, og kunne de (guderne forbyde det) finde på at eksperimentere med lag af fisk og gemyse? Alt det der.
Der er også det faktum, at det her er mit første job efter uni - they'll be keeping scores!
Tredjepladsen på denne (i øvrigt uprioriterede) liste over grunde til, at denne her situation er lidt mudret, går til min almindelige frygt for at blive hapset i en bjørnefælde af økonomisk afhængighed af et foretagende, der viser sig at være bestyret af zombier, der kun har øje for den delikat blævrende masse i mit kranium, og ellers ikke giver en fuck for mig som menneske ... og alt sådan noget med personlig og faglig integritet. Og etik. Og dyr og miljø. Og minoriteter.
Og så er der M.
Hun afleverer sin kandidatafhandling i løbet af et par måneder og planlægger at 'supplere' med en ph.d., hvilket, fordi hun er enestående brainy og fokuseret i et omfang, der får Hubble-rumteleskopet til at ligne en lup fra et Kinder-æg, kommer til at ske, på enten den ene eller anden måde.
Men ikke nødvendigvis i Danmark.
Eller Skandinavien.
Eller Europa.
Eller på fucking jorden.
Jeg er med på, at vi er nye, M og jeg, og at det (måske) er i overkanten allerede at overveje konsekvenserne af et job, jeg ikke en gang er startet på endnu og en forskeruddannelse, der måske i sidste ende kommer til at forløbe inden for rækkevidden af mit Mobil Periode Kort med 4 zoner.
Men hvis jeg lige må sige noget? En kvinde, der bliver fanget in flagrante delicto og stadig har tilstrækkelig presence of mind til at agere menneskeskjold for sit hjertes udkårnes semierekte penis og derefter gennemfører en rolig og fattet samtale med benævnte udkårnes forældre, er, alene af dén grund, værd at holde fast på.
Og så er det sgu helt i orden at hyperventilere en lille smule allerede ved tanken om en fremtid, der kun er et modvindsspyt væk og meget vel kunne omfatte M på et andet kontinent.
Nu mærker jeg den der prikken i næsen, der sædvanligvis annoncerer tårer.
Jeg gider ikke tænke mere på dét lige nu.
Lad mig skrive lidt om jobbet.
Jeg fik ikke stillingen.
???
Hvorfor fanden skulle vi så slæbes gennem hele den lavpandede version af 'Den unge Werthers lidelser'? Du skrev sgu da også om en kontrakt, eller...?
Jo, jo, men jeg fik ikke dén stilling - kontrakten gælder en traineestilling.
Jeg sendte min ansøgning for sjov, eller i hvert fald med bevidstheden om, at jeg muligvis kunne klemme mig ind til en samtale, muligvis kunne udspy tilpas meget bullshit til at få jobbet, men under ingen omstændigheder ville kunne levere på det forventede niveau.
Lykkeligvis spottede 'Kugle & Pind' straks, hvad der var op og ned på mig og meddelte ret hurtigt, at jeg ikke kunne komme i betragtning til den opslåede stilling, men på grund af en reference fra den virksomhed, jeg samarbejdede med i forbindelse med min kandidatafhandling, ville de alligevel gerne se mig.
Så hvad var det konkret, der gjorde udslaget?
Ha' en spand parat - det her kan godt blive lidt ulækkert.
Jeg er (angiveligt) en "empatisk holdspiller, med en fantastisk evne til at omsætte abstrakte idéer til konkrete, implementerbare løsninger", ligesom jeg (angiveligt) har en "veludviklet, intuitiv forståelse for de særlige betingelser og hensyn, der knytter sig til politisk kommunikation" (Min egen oversættelse: Rasmus er ikke en røv, han kan bygge ting i LEGO og kan, hvis alt andet fejler, tale uden om, til solen brænder ud - her benytter jeg den i videnskaben almindeligt anerkendte fremskrivning, som meddeler tom brinttank på solen om 5,5 milliarder år, +/- en uges tid).
Summamumsummusmsuuumarumsmsmmarum: nogen har stukket mig et wildcard - jeg har hapset hele armen og skal nu til at vende mig til tanke om arbejdstid, businessskjorter og pudsede sko - fuck jeg håber, man kan slippe af sted med bare tæer.
Bare om fredagen?
Og i sommerhalvåret.
Og så i tilfælde af Indian Summer i november.
Nå, jeg må smutte.
M og jeg havde aftalt at løbe langt i dag, men i går aftes fik hun den idé, at det da ville være skide sjovt, at lære mig at stå på rulleski! Og nu har hun ringet med besked om, at hun har lokaliseret sko (støvler?) og rulleski til mig, og at hun henter mig om en halv times tid.
Farvel selvsrespekt!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.