Da jeg cyklede ned af den tomme hovedgade, fik jeg øje på en kvinde som gik tur med sin hund. Langt fra lignede hun en typisk midaldrende kvinde, måske lidt ældre end mig, men da jeg kom nærmere, så jeg, at hun var smuk. At hun ikke var overvægtig, men blot bar tykke klæder for at skærme sig mod den bidende vind. Hun lignede en skuespillerinde; smukke, markante øjne, en grå lok i det korte hår, lige næse og en fyldig og harmonisk mund, som rynker og smilerynker så småt var begyndt at samle sig omkring.

Jeg så et par mødre med barnevogne. Det var smukke, stærke barnevogne. Mødrene gik ranke og hurtigt. Deres tøj var lækkert. Kinderne blussede klædeligt i deres kønne, unge ansigter, og vinden legede med de glansfulde frisurer. Hos købmanden så jeg kun glade ansigter. Ustressede forældre, med små børn som ikke plagede. Eller græd. Eller var forkølede. Jeg tænkte, at dette var det absolutte modstykke til Nordvests overvægtige og udbrændte. At man skulle være smuk og vellykket helt ind i knoglerne, for at høre til her. Jeg følte ikke helt, at jeg passede ind.

Det blev til en kort tur i det berømte hegn. Kun lyden af fuglene mindede mig om foråret. Drejede af en smal sti som mundede ud i en vej med et sommerligt navn. Et par gange blev jeg overrasket over at se små huse, hytter nærmest, på de dyre grunde. Indtil jeg så længere ind og fik øje på de sommerlige palæer som de ydmyge hytter var satellitter til. Så vidste jeg igen, hvor jeg var.