Den hjerteskærende smerte jeg føler når jeg ser billeder, når jeg høre folk snakke, når der er ting der minder mig om ham, den er ubeskrivelig.
Jeg vil ikke mindes ham.
Vil glemme alt om ham.
Jeg var en del af hans spil, men lod ham ikke vinde.
Nu ligger jeg her, i støvet efter hans flugt.
Føler mig brugt.
Udnyttet.
Såret.
Alt jeg gør for at glemme ham, for at hade ham, gør det kun værre.
Jeg kan ikke ligge ham bag mig, for jeg er nødt til at erkende at han er min første kærlighed.
Jeg vil aldrig kunne finde en jeg vil føle det samme for.
Han fik mig til at glemme hele verden, fik mig til at glemme mit liv.
Men det var alt sammen en facade som han havde øvet sig på i mange år.
Det var det han var trænet til. At snyde folk.
Og han gjorde det godt.
Hvordan kan én enkelt person foresage så megen skade?
Den anden, i hans spil, er stadig blind.
Ikke udvidende, men lokket af hans facinerende baggrund, hans varme men let truende øjne, hans måde at være ligeglad på, hans måde at få en til at tro at han vil erobre verden for dig.
Han er djævelen selv, ikke til at stole på.
Han lokker en ind og forføre dig til den værste oplevelse i dit liv.
Hvis du vel og mærket gennemskuer ham, hvis ikke kan det meget vel blive det mest fantastiske du nogensinde vil opleve.
Selv efter at han har ravageret min hverdag i over en måned og jeg endelig er sluppet fri fra hans fangarme, er jeg gået ind til noget nyt.
En med måske en ligeså slem baggrund, men knap så skadet.
Jeg prøver at lukke ham ind, prøver at give ham den plads, som djævelen havde før, men det er svært når djævelen bliver ved med at hoppe frem i hovedet på mig.
I form af billeder, samtaler fra hans venner, dufte, lyde, og mine ondsvage tanker som ikke vil holdes i skak.

Prøver bare at forstå.
Men intet kan falde på plads.