Jeg vågnede op i morges med en rigtig decemberfornemmelse... December som dengang man var barn. Jeg har oplevet dette en del gange, siden jeg blev voksen/teenager, men har aldrig rigtig kunne sætte finger på, hvad det lige var, der gav mig den decemberfornemmelse, men nu tror jeg, jeg ved det:
Det er, når man vågner op, før man behøver, (det er selvsagt helt mørkt udenfor). Man er slet ikke træt, men ligger alligevel lidt bare for at nyde tilstanden. Ens tanker er kun i nuet. Ingenting kan bekymre en. Faktisk kan man slet ikke huske ordet bekymring, og hørte man det ville man ikke ane hvad det dækkede over.
Hele ens krop er fyldt af forventningsfuldhed.
Så står man op, og tuller lidt rundt for sig selv. Fyldt op af ro og glæde.

Simpelthen!
Jeg tror det er det... Det er den fornemmelse jeg forbinder med tiden op til jul (ganger man forventningsfuldheden med 200, og glæden med 300, har man juleaften), og det er nok også derfor, jeg er så glad for juletiden, uanset hvor tidligt den så måtte begynde.
Jeg er ikke en af dem, der bliver irriteret, når julekatalogerne kommer ud omkring september/oktober, jeg glæder mig bare som et lille barn.
Jeg vil sætte som mit mål, at vågne op med den december fornemmelse hver eneste dag fra nu af og til jul...
Yay!