Så kom vi i gang med 2024, og faktisk fået overstået en stor bid af året. Jeg synes tiden er flyver, men det hele startede også temmelig kaotisk, med vand og sne. Faktisk masser af begge dele. Men især regnen var ved at drive mig så meget til vanvid, at jeg overvejede at bygge en ark. Tænkte ikke det behøvede at være samme størrelse som Noahs... mindre kunne sikkert også have gjort det, men det var lige før der var brug for en båd.

Lige nu, som lige i dette øjeblik, er der heldigvis helt ro på. Jeg sidder på kontoret med kaffen, mens drengene stadig sover. Jeg har været ude på en lang morgen ridetur sammen med hundene. Jeg elsker disse stille tidlige morgenerne, hvor råvildtet stadig er ude, og det er så stille, at fuglenes kvidder er det eneste man kan høre.
For en gangs skyld har jeg ingen planer i dag. Det var meningen vi skulle have været ud at se på et par heste, men Pernille ligger med influenza, og hun lød virkelig skidt da jeg snakkede med hende i går.

Året var ellers kun lige skudt i gang, da vi akut måtte flytte dyrene væk fra engen. Der var stort set kun et frimærke et tilbage, hvor de kunne stå bare lidt tørt, men også det område var også ved at blive frygtelig mudret... hmm, gad vide hvor mange der nu om dage ved hvad et frimærke er? Det blev noget at et knokkelarbejde at få lavet en ny indhegning og et halvtag lidt højere oppe på skrænten. Jeg endte med at måtte arbejde til langt ud på natten, for at få det færdigt - i lyset fra atv'en og pandelampen, total gennemblødt. Jeg tror det var på tidspunkt Maria første gang kaldte mig en 'en gammel tosse'. En titel hun og drengene har sørget for at jeg haft lige siden. Det var også noget værre bøvl. Havde jeg bare været en smule på forkant havde jeg jo set at det ville ende med total oversvømmelse, og så kunne jeg have forberedt mig i tide. Men nu står indhegningen da knivskarpt med helt nye egetræpæle, der nok skal holde de næste mange år. Halvtaget er jeg til gengæld ikke særlig stolt af. Men også det står da endnu, og kreaturerne har taget godt imod deres nye hjem på skrænten, langt fra mudderet.

Ellers er her forholdsvis stille i øjeblikket. Jeg har efterhånden vænnet mig til det nye liv, og savner ikke rigtigt kontoret længere. Men samværet og samarbejdet med kollegaerne og alt det sociale, det savner jeg 'big time'. Jeg vidste godt, at det ville blive anderledes. Alligevel har det overrasket mig meget, at jeg stadig savner mit gamle team og den ånd og gejst vi havde i det. Nu er jeg alene det meste af tiden. Eller i selskab med de firbenene. Bevares, jeg har jo drengene, og de hjælper også rigtig meget, og vi har det hyggeligt sammen her hjemme. Men efter sommerferien skal de på efterskole, hvilket bliver rigtigt godt for dem, men så bliver her da først virkeligt tomt og stille her.

Min tidligere chef har i øvrigt fundet nyt arbejde. Eller rettere var det jobbet der fandt hende, og det åbenbart helt tilbage i slutningen af sidste år. Jeg har snakket med hende nogle gange, siden jeg stoppede. Da hun fortalte mig nyheden, var der nogle brikker der faldt på plads, for hun var utrolig generøs omkring min fratrædelse. Da jeg nævnte det lo hun bare, og sagde jeg skulle jo huske hende for noget godt. Det var der nu ingen fare for jeg ikke ville, for hun har været den allerbedst boss jeg har nogensinde har haft. Måske nok meget ambitiøs, men altid ærlig og lyttende. Og hun havde altid min ryg, når der var ballade. Nå, men hun har inviteret mig til en kop kaffe i næste uge, så jeg kan se hendes nye 'stalde', som hun kaldte dem. Hun har en fiks ide om, at jeg skal holde et par oplæg for hendes teams. Lige før jeg får sommerfugle i maven bare af at skrive det, men jeg har jo da for pokker masser af erfaring som instruktør. Måske ikke lige inden for det felt, og ja det er da nogle år siden efterhånden. Får lige den vilde tanke, at jeg måske kunne kombinere de to ting. Måske ikke lige frem selvforsvar, men måske bare et andet element af fysisk udfoldelse. Både for at gøre det helt anderledes og for at få folk ud af de faste og trygge rammer, samt ikke mindst roller. Hellere det end en omgang 'dead by powerpoint'.
Hmm, lige nu står det faktisk for mig som en god ide, men måske jeg lige skal sove på det. Og luften ideen for Hanne. Det er trods hende, der har tilbudt mig tjansen, godt lokket af et senior konsulenthonorar, som hun så indbydende kaldte det. Naah, lige denne gang er det ikke kun pengene der trækker. Det kunne være sjovt at prøve.

Det var til gengæld pengene der trak, da sneen kom og skabte kaos. Smukt og hvidt. Men stadig kaos. Maria mente jeg bare var en sur gammel mand. At jeg burde være taknemmelig for sneen, og hun havde jo (som altid) egentlig ret. Min mobil blev nærmest rødglødende, det var som alle i nabolaget havde behov for hjælp til at få ryddet sne. Der var også et par stykker der var kørt fast og skulle trækkes fri. Men jeg er nu heller ikke imponeret af den offentlige snerydning, den nærmest var ikke eksisterende. Netop derfor var det nu også dybt tåbeligt af mig at hente to heste midt i en snestorm, men ikke desto mindre var jeg ude at hente to nye logerende. Egentlig lidt en trist historie, hvor det hele skulle pludselig gå stærkt på grund af en grim skilsmisse. Konen var bange for manden ville gøre noget grimt ved hendes heste, hvis de blev stående på deres landsted, så Pernille havde lovet at det skulle 'vi' (= mig) selvfølgelig nok klare. Det gjorde 'vi' også, men egentlig ville jeg ønske jeg havde sagt nej tak, selv om hun var og er meget gavmild. Der var og er et eller andet over hende, som gør mig utryg, uden jeg kan sige præcis hvad det er. Jeg frygter hun vil skabe uro og splid i stalden, og det lige nu hvor vi er i en rolig stabil periode, hvor alt kører uden ballade. Håber jeg bare ser spøgelser. Indtil videre har hun haft hestene stående i knap tre måneder, og er så vidt jeg ved kommet hver eneste dag, uden det har skabt bøvl.

Det er der så til gengæld rigeligt af med familien. På overfladen er alt nu roligt, efter jeg har sagt undskyld for reaktionen ved julefrokosten, og den er blevet modtaget. Men kommentaren om, at jeg da vidst er godt på vej til at ende som gamle ildelugtende Marius, ramte mig lige i hjertet. Det kan godt være, at jeg kommer til at bo her alene når drengene flytter, men den slags er man ikke helt selv herre over. Men i det mindste havde de det da sjovt, med at finde på historier om sammenligninger mellem mig og den gamle Marius. mens jeg smilede og lo med. i hvert fald uden på. Jeg har aldrig mødt eller kendt ham, andet igennem den massive oprydning jeg var igennem, da vi overtog stedet. Jeg var i øvrigt hans dagbøger et sted. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide dem ud, selv om hans håndskrift stort set er ulæselig for mig. Jeg tror dog han levede meget i pagt med naturen, var stort set selvforsynende og glad for stedet her. Og han var nok ligeglad med, hvad folk og familien tænkte om ham.

Måske kunne jeg lære noget af ham på den front.
Måske har de har ret i, at jeg er blevet en sur gammel mand.